fredag den 30. december 2016

Fussingø-serien - en serie af køkkentekstiler

Så blev der tid til et par hyggedage med færdiggørelse af første skud i Fussingø-serien - en serie af køkkentekstiler, der består af køkkenhåndklæde, kaffe/thevarmer og forklæde - nu skal der eksperimenteres med andre farvekombinationer...


Der er vævet i drejl på to partier, og materialet er cottolin ...


Båndet til forklædet er vævet på båndvæv ...




søndag den 27. november 2016

Tørklæder i deflected doubleweave

Det blev til to tørklæder i deflected doubleweave - en spændende teknik, som det har været sjovt at udforske!

Har leget lidt med teknikken i Weavepoint, og har nu konstrueret min egen udgave - så det bliver måske næste projekt.

Her ses tørklæderne på den ene side og på den anden side - sjovt at se forskellen!

  


søndag den 30. oktober 2016

Nu skal det prøves - deflected doubleweave!

Jeg har længe haft lyst til at prøve denne teknik, og nu har jeg sat op til et tørklæde - i cottolin! Ja, den er god nok - jeg har tidligere haft stor glæde af et tørklæde vævet i cottolin, så det kan det også bruges til... spændende er det i hvert fald at prøve teknikken - og jeg glæder mig til at kunne se, hvordan den anden side ser ud ...


torsdag den 27. oktober 2016

Lisa's køkkenhåndklæder Part II ...

Så blev Part II af Lisa's køkkenhåndklæder færdig - dejlige blide og bløde pasteller...




Køkkenhåndklæderne er vævet i en kombination af gåseøjne og spidskipper - trenden er cottolin og islættet er ren hør - blank og smuk! Hankene er vævet på en båndvæv ...




Her nåles håndklæderne - efter syning lægges de i blød i kuldslået vand i 24 timer, hvorefter de vaskes i vaskemaskine ved 40 grader - og så er de klar til strygning/rulning ...



mandag den 5. september 2016

Lisa's køkkenhåndklæder - part II - på vej ...

Efter en dejlig sommer er jeg nu i gang med Part II af Lisa's køkkenhåndklæder - et rigtig dejligt projekt!

Trenden er ubleget cottolin og islættet bliver forskellige blide, bløde pastelfarver i hør 16/2 - foreløbig har jeg brugt en helt lys blå (meget svær at fotografere) og en lidt mørkere blå.

Køkkenhåndklæderne væves i en variation af gåseøjne og spidskipper - her er den lidt mørkere blå:





... og her den lyse blå ...






torsdag den 14. juli 2016

Lisa's køkkenhåndklæder - Part I ...

Så blev Part I af Lisa's køkkenhåndklæder færdig, og farveeffekten med de små stjerner blev rigtig fin ...




 Den hvide bouclé, der er brugt som islæt, giver en rigtig fin og rustik struktur til håndklædet ...


fredag den 1. juli 2016

Lisa's køkkenhåndklæder - på vej ...

Nu har jeg gang i vævningen af Lisa's køkkenhåndklæder - de væves i en drejl på to partier og med en farveeffekt (stjerner), hvor de smalle antracitgrå striber møder hinanden ...


Trenden er i ubleget hør/bomuld, mens islættet er en hvid bomuldsbouclé - jeg tror, det bliver rigtig godt!





Jeg har for første gang kørt trenden på med min nye "best friend" - den skal jeg lige vende mig lidt til at bruge, men jeg er sikker på, at den nok skal komme til at leve op til navnet!




onsdag den 25. maj 2016

Nu kan jeg kalde mig væver ...

Efter nogle hektiske dage i Rødding med eksamen og udstilling kan jeg nu kalde mig væver...
Det har været fire fantastiske år i selskab med nogle dejlige medstuderende og dygtige undervisere - det har været hårdt, lærerigt og utroligt inspirerende!

Mit projekt har jeg kaldt Brosten til bords - inspireret af det grafiske udtryk i måden brostenene er lagt på og i de mange farver stenene indeholder.

Teknikken er drejl på to partier i 3/1 og 1/3 kipper - materialerne er hør og cottolin.








torsdag den 28. april 2016

Udstilling af afgangsprojekter ...

Tænk! Så er der snart gået 4 år, siden jeg startede i Skals - det har været hyggeligt, hårdt, lærerigt og meget, meget inspirerende, og nu er det så snart slut - skulle nogle have lyst til at se vores afgangsprojekter, så kig forbi Rødding Højskole den 22. maj kl. 10.-16.00


lørdag den 30. januar 2016

Mens jeg venter på garn ...

til mit afgangsprojekt har jeg haft lejlighed til at montere det stykke tekstil, jeg er blevet færdig med at væve på i Sønderbro Vævekreds - resultatet blev to puder og en taske. Jeg skulle egentlig have haft tre puder, men havde en del problemer med opsætningen (læs: sjusk og slendrian!) - derfor gik en del af trenden med fejlretning - monstro jeg lærer noget af det!?

Trenden er cottolin, og der er slået ind med hør 16/2 - teknikken er bygkornsdrejl.

På tasken kunne jeg ikke rigtigt bestemme mig for, om hanken skulle monteres med sort eller rustfarvet, så det blev rustfarvet på den ene side og sort på den anden side.

Puderne er 40x40 cm og tasken er 40cm bred og 30cm dyb.