fredag den 24. januar 2020

Bauhaus-inspiration...

Indrømmet! Jeg er betaget af historien om Bauhaus-væverne, og nu har det ført til dette eksperiment i grå/sorte nuancer med graduerede striber i forskellige bindinger og deraf følgende farveeffekter...





I 2019 blev 100-året for etableringen af Bauhaus-skolen i Tyskland fejret. Skolen blev etableret af Walter Gropius i 1919 med det formål at forene kunst, håndværk og design, ligesom skolen deklarerede lighed mellem kønnene!

Det var dog så som så med denne lighed, men væveværkstedet var et af de mest succesrige værksteder på Bauhaus, hvor der blev produceret vægdekorationer, møbelstoffer, stoffer til modehuse og meget mere. 

De mandlige studerende på Bauhaus har vi hørt om, f.eks. Kandinsky, Paul Klee og Laszlo Maholy-Nagy, hvorimod vi kun har hørt om få af kvinderne. Af kvindelige studerende (vævere), der har haft betydning - men ikke været kendt - kan nævnes Gunta Stölzl (1897-1983), der efter sit ægteskab med en jøde, blev jaget af nazi-sympatisører indenfor Bauhaus. Hun flyttede i 1931 til Schweiz, hvor hun etablerede et væveværksted, hvor der blev produceret håndvævede tekstiler. Otti Berger (1898-1944), der var jøde og blev deporteret til Auschwitz, hvor hun døde i 1944. Anni Albers (1899-1994), der forlod Tyskland i 1933 og etablerede sig i USA med sin mand, maleren Josef Albers.

drejlsbinding...



deflected doubleweave...







torsdag den 2. januar 2020

Clasped weft....


På væven i Sønderbro Vævekreds har jeg en tørklædeopsætning i Tencel, hvor jeg har eksperimenteret med "clasped weft", som vel nærmest kan oversættes til "foldet islæt" - sjov teknik med mange muligheder ...


Trenden er gradueret fra lys til mørk, og bindingen er en diamantkipper...


onsdag den 1. januar 2020

Tørklæder i slangeskind....

Tørklæderne i slangeskindsmønster er nu blevet færdige, og selvom tramperapporten var på 80 islæt, gik der ikke lang tid, inden jeg fandt system i det og kunne se, hvor langt i rapporten, jeg var nået  - det er skønt, når så lang en rapport viser sig at have sit helt eget systematiske liv!

Materialet er Tencel i både trend og islæt - et rigtig skønt materiale, som er nemt at arbejde med, og så er det jo også dejligt, at det er et naturmateriale, der er bæredygtigt produceret!

Materialet skinner som silke og har et flot fald....

Der var desværre ikke det bedste lys, da jeg tog billederne, men håber det går alligevel!

 
Trenden er i farven ecru og islættet er sort og grayed teal ...